Menu

Innovationshuset på ét minut

I august 2015 slog Københavns Kommunes Innovationshus dørene op midt i Kødbyens kreative vækstmiljø. Visionen var at skabe et sted, hvor medarbejdere i Københavns Kommune kunne tænke stort, og hvor de fik mulighed for at bevæge sig væk fra skrivebordet og ud i byen for at afprøve deres ideer i samspil med københavnere og private aktører.

I dag – mere end 50 projekter senere – er visionen stadig den samme. Innovationshuset er et kompetencehus, der via en netværksorganisering forbinder medarbejdere, virksomheder og borgere i arbejdet med at udvikle bedre løsninger til Københavns Kommune.

Samlet er målet for alle de aktiviteter, der finder sted i Innovationshuset, at skabe vækst for virksomhederne, effektivitet i kommunen og kvalitet for borgerne.

Det tror vi på
Vi tror på, at forandring handler om mennesker. Derfor arbejder vi brugercentreret. Vi anvender de nyeste værktøjer til at undersøge menneskelig adfærd og til at leve os empatisk ind i deres virkelighed. Og vi arbejder systematisk med at udvikle og teste idéer sammen med brugerne, således at de løsninger, vi implementerer, skaber værdi for dem, de er tiltænkt.

Det gør vi
Vi samarbejder med medarbejdere på tværs af Københavns Kommune om at udvikle projekter, og vi underviser vores kollegaer i innovation.

Vores hold
Innovationshuset består af dedikerede og fagligt dygtige medarbejdere med kompetencer inden for bl.a. arkitektur, facilitering, antropologi, design og bæredygtighed.

Vi har et professionelt greb om, hvad det vil sige at arbejde med innovation i det offentlige, og har erfaring med at arbejde med problemstillinger inden for byggeri, digitalisering, indkøb, services og arbejdsgange i Københavns Kommune.